Jeppes bedste råd til KEA studerende og KEA alumne er at fastholde den nysgerrighed som studiet lærer en at have for nye emner. Den nysgerrighed har taget ham langt i sit arbejde og gjort at man hver dag bliver bedre. 

Jeppe Blohm Nielsen er uddannet som Bygningskonstruktør i 2009. I dag arbejder han som Adm. Direktør hos Bang & Beenfeldt A/S. Vi har snakket med ham om KEA og karrieren.

Q & A:

DEt OM Kea...

Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?  
A: "Alsidighed – det er et meget alsidigt studie, hvor man lærer en masse forskellige aspekter af det fremtidige arbejdsliv, som man ser frem imod."

Q: Hvad var dit yndlingsmodul?
A: "Virksomhedsledelse (hed det vist nok den gang). Det var en interessant kobling mellem de tekniske fag og forsøge at forme en forretning omkring en række ydelser og se med et mere kommercielt mindset på de egenskaber, som studiet giver. Det synes jeg, var rigtigt interessant, da den entreprenante tankegang altid har ligget mig meget nær."

Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA? 
A: "Én af de første opgaver var at lave en gruppe ud fra en Belbin-test. Som organisationsnørd i dag, er det at sammensætte mennesker til at blive den bedste version af sig selv og overfor hinanden en meget stor del af min hverdag. Derfor tænker jeg tilbage på denne test, og jeg husker, at vi i gruppen havde farvekoordineret vores tøj til vores personligheder ved gruppens præsentationer. Det viste sig at holde ret godt stik over alle 3,5 år på KEA, så vi var en gruppe fra start til 7. semester-projektet på egen hånd."

Q: Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre en ting fra dine studier på KEA, hvad ville det så være og hvorfor?
A: "Der er ingen tvivl om, at jeg ville have renovering og proceshåndtering til at fylde langt mere i forhold til fagligheden. Mange studerende kommer ud til en verden i dag, hvor renovering er langt det mest bæredygtige valg for byggeri, men kendskabet til processerne og metoderne er ikke tilstrækkeligt. I vores virksomhed bruger vi mange kræfter på at lære vores studerende og praktikanter en masse om renovering, for vi oplever at både DTU, KEA og andre uddannelsesinstitutioner har for meget fokus på nybyggeri, og dermed er de studerende ikke klædt godt nok på til fremtiden i vores optik."

JBN4

DET KARRIERE-RELATEREDE...

Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA og hvordan fik du det? 
A: "Jeg startede som freelancer efter studiet, da det var lige oven i finanskrisen. Så jeg kom ud til en branche, som stod helt stille, men som efterlyste fleksible ressourcer. Derfor blev jeg min egen arbejdsgiver til at starte med, og jeg forsøgte at netværke mig til opgaver og finde noget at rive i."

Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som administrerende direktør hos Bang & Beenfeldt A/S?
A: "I min hverdag i Bang & Beenfeldt har jeg ansvaret for omkring 60 skønne og talentfulde kolleger og en virksomhed i en stor udvikling. Én dag ligner derfor aldrig en anden, og der opstår hele tiden nye situationer, som jeg skal forholde mig til.

At lede en moderne vidensbaseret virksomhed af denne størrelse, kræver et løbende fast blik mod de strategiske indsatser for at sikre, at der hele tiden er fremdrift i handlingerne, og at organisationen udvikler sig i den ønskede retning. Selvom KEA lærer de studerende meget om planlægning, lærer virkeligheden én, at planlægning er godt, men re-kalibrering også er vigtigt: Intet er lineært, og for at holde retningen, er det nødvendigt hele tiden at foretage små ændringer og justeringer.

Jeg bruger meget af min arbejdstid i møder med mine egne ledere i organisationen, med bestyrelsen samt andre interne og eksterne interessenter for at drøfte de forskellige retninger virksomheden er på vej i. Denne sparring giver mig hele tiden inputs til at påvirke organisationen i den retning, som er bedst for alle."  

Q: Hvad er det bedste ved din karriere? 
A: "Det absolut bedste ved mit arbejde i dag, er at jeg få lov til at hjælpe andre mennesker med at lykkedes. Jeg er fuldt ud bevist om at virksomhedens succes skabes af fællesskabet og ikke et individ. Det giver mig en stor glæde at høre en af mine ledere fortælle om vedkommendes egne succesoplevelser med ledelsen af deres kolleger. At have ansvaret for, at disse rammer er til rådighed for alle, er noget jeg nyder rigtigt meget."

JBN4

DET PERSONLIGE... 

Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?
A: "Jeg opfatter mig selv som et rimeligt ydmygt menneske, men at gå fra at arbejde på byggepladserne i en meget ung alder til at få tildelt det ansvar, som jeg har i dag, er jeg stolt af. Med en fokuseret indsats har jeg først taget en håndværksmæssig uddannelse som murer, og efter at have arbejdet som murer, begyndte jeg på KEA - og senest har jeg taget en HD(O) på CBS, som tog 4 år i fritiden ud over mine respektive lederjobs undervejs. Det er ikke noget jeg bruger en masse krudt på at tale om, men i denne kontekst vil jeg da ikke lægge skjul på, at jeg selv er tilfreds med indsatsen."

Q: Hvis du kunne spise middag med tre personer, levende eller døde, hvem ville du så vælge, og hvorfor?
A: "Stephen Hawking – fordi jeg altid har været meget fascineret af både hans intellekt men i særdeleshed også hans ukuelige tilgang til et liv med mange udfordringer, både fysisk og fagligt.

Michael Collins – forbi han var den astronaut som blev på Apollo 11, og ikke kom ned på selve månen, men skulle sikre at Armstrong og Aldrin kom sikkert hjem igen. Manden bag månelandingen, som få kender og færre taler om.

Elna Munch – fordi hun var den primære forkæmper for kvinders stemmeret og en af de første fire kvinder i Folketinget for over 100 år siden."

Q: Hvilket godt råd vil du give KEA studerende eller andre KEA Alumne?
A: "Mit bedste råd er at fastholde den nysgerrighed som studiet lærer en at have for nye emner. Den nysgerrighed har taget mig langt i mit arbejde og gjort at man hver dag bliver bedre.

Derudover vil jeg sige at man skal huske at nyde tiden og rejsen - det er en mega fed tid, som alle husker tydeligt efter endt studie og alle konstruktører taler meget om bagefter."