"Jeg har en karriere, hvor jeg kan ”nørde” og samtidig omsætte det til noget konkret og konstruktivt i løbet af min arbejdsuge. Det bedste ved min karriere er, at det er meget meningsfuldt det jeg laver." Sådan beskriver Peter Vajhøj sin karriere og dagligdag som optometrist hos AP Synspleje.

Peter Vajhøj er uddannet i Optometri i 2021. I dag arbejder han som Optometrist hos AP Synspleje. Vi har snakket med ham om KEA og karrieren.

2021 12 05 11.29.39

Q & A:

DEt OM Kea...

Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?  
A: "Passion."

Q: Hvad var dit yndlingsmodul og/eller din yndlingsunderviser?
A: "Generelt synes jeg, at jeg har kunne finde noget værdifuldt i alle de fag jeg har haft på studiet i optometri. Alligevel var anatomi og fysiologi, der var fordelt over første og andet semester, noget særligt for mig. Det er fag der er svære, fordi de indeholder en stor grad af udenadslære for at forstå dem, og læringskurven er stejl. Min oplevelse var, at enten kan du huske det, eller også kan du ikke. Jeg har brugt utallige timer på at læse på skolens bibliotek efter undervisningen, til sent om eftermiddagen og nogle gange om aftenen. Men følelsen af efter ét år bøjet over anatomibøgerne, at verden åbner sig op, og at synsfunktionen kan beskrives så detaljeret og uudtømmeligt, var noget særligt. Selvom det var hårdt, var det også en fed oplevelse at føle at vide enormt meget og samtidig være blevet bevidst om, at der er så meget jeg kunne dykke mere ned i hvis jeg ville. Det gik lige som op for mig, at optometri er et fag med uanede muligheder for fordybelse. Det er på samme måde, som når man tror, at der ikke er flere afsnit i ens yndlingsserie på Netflix, og man finder ud af, at der ligger 10 sæsoner mere, og den 11. er ved at blive produceret.

Lars Bo, der var min underviser i anatomi og fysiologi, var en af mine yndlingsundervisere, fordi han var enormt vidende og samtidig meget jordnær og sympatisk. Han brugte ikke sin viden til at hævde sig, men forsøgte gavmildt at dele den med os studerende. Og han svarede uddybende og passioneret på alle de utallige spørgsmål, jeg havde noteret aftenen før. Lars´ måde at være på som underviser, har haft en særlig betydning for min studietid. Han gjorde det cool at være lidt nørdet.

Generelt var jeg enormt glad for mine undervisere. Det var tydeligt, at de var passionerede, og det smittede af på mig. Sådan noget kan du mærke. Optometri er et lille studie, og man kommer tæt på både sine medstuderende og sine undervisere. Annette og Jonas, der underviste mig i refraktion, der bl.a. handler om synsundersøgelsen, var enormt inspirerende i deres videnskabelige tilgang til faget, og på samme måde som Lars, plantede deres passion en stolthed i mig over det jeg var ved at lære og den branche jeg var ved at uddanne mig til at blive en del af. Det har været den inspiration, der i sidste ende har været afgørende for mit job- og karrierevalg. Jeg husker KEA som et enormt udviklende miljø for mig."

Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA? 
A: "Jeg har mange gode minder fra min tid på KEA. Jeg har mødt rigtig mange sjove og fede mennesker, og har haft mange rigtig sjove oplevelser gennem studiet. Som tilflytter til København er det at starte på et studie en super måde at komme ind på livet af byen på, men også en god måde at skabe et netværk på.

I løbet af min praktikperiode søgte jeg om, og kom også med, Synoptik til Ghana for at lave synsundersøgelser og dele briller ud til den fattigste del af befolkningen. Det var en utrolig oplevelse, der satte mange ting i perspektiv og var med til at nuancere min faglige horisont. Det gav indblik i styrkerne ved det ”gamle” håndværk, der er i faget, hvor de lokale optikere brugte basalt udstyr til at lyse ind i øjet, og ved hjælp af lys og glas hurtigt og effektivt vurderede, om patienten havde en øjensygdom eller et behov for briller. Fagligt og menneskeligt var det en fantastisk tur, som også satte synet i perspektiv. Mange gik blinde rundt, alene fordi de ikke havde råd til at købe en brille. At se glæden i ansigtet på en nærsynet person, der har gået det meste af livet og manglet -5,00, og for første gang får en brille på og kan se verden, er en meget stor oplevelse. Den livskvalitet og det funktionsniveau, som de mennesker fik med deres nye brugte briller, er et yndlingsminde.

Vi arbejdede under opholdet sammen med Ghana Blind Union, der er den ghanesiske version af Dansk Blindesamfund. Jeg blev gode venner med en af de jævnaldrende ansatte fra Ghana Blind Union. Og i november sidste år tog han sammen med sin kone til Danmark i 1½ dag for at besøge mig. De var i Holland i forbindelse med konens Phd studie, og de tænkte, at de ville tage en smuttur til Danmark og se deres danske ven. Det var en super god oplevelse, hvor de var med mig på arbejde og med hjemme til hakkebøffer og bløde løg sammen med resten af familien.

Turen til Ghana er et af mine yndlingsminder fra KEA, og udover at have fået ghanesiske venner, har det også givet en interesse i frivilligt arbejde. Det er gået op for mig, hvor stor brug, der er for optometrister rundt om i de fattigste dele af verden. Sidste år var jeg med som frivillig i Tanzania med foreningen Bedre Syn til Afrika."

Q: Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre en ting fra dine studier på KEA, hvad ville det så være og hvorfor?
A: "Når jeg tænker tilbage på mit studie, ville jeg nok, hvis jeg kunne lave noget om, have været mere opsøgende i forhold til de kreative muligheder, der er på KEA, som fx værkstedet med laser cutter og 3D printere. Jeg nåede at tegne en brille på computeren og fik bestilt hængsler og glas hjem til ”min egen” brille, men jeg fik den aldrig lavet i værkstedet. Det ærgrer mig i dag, at jeg aldrig greb chancen for de muligheder, der var på KEA og udnyttede alt den viden, som er tilgængelig på stedet, så jeg fik lavet brillen. Jeg er sikker på, at der havde været mange studerende fra de andre tekniske uddannelser, der uden problemer kunne have hjulpet mig."

 

2022 01 10 11.43.56

DET KARRIERE-RELATEREDE...

Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA og hvordan fik du det? 
A: "I faget refraktion stiftede vi ret tidligt på studiet bekendtskab til en specialiseret retning inden for optikerfaget. Vi lærte, at synet kunne ses som mere end briller og kontaktlinser, og at der var en række tilstande, som specialiserede optikere kunne afdække gennem synsundersøgelsen og behandle med øvelser og specielle brilleglas. Det gav en helt ny dimension på synet, som jeg syntes var vildt fascinerende. Efterfølgende meldte jeg mig til et introduktionskursus på et rehabiliteringssted, der arbejdede med synshjælpemidler og folk med synsvanskeligheder. Det blev begyndelsen på et mentorforløb, hvor jeg fulgte specialoptikeren på stedet og holdt kontakten ved lige under min studietid. Han fortalte mig, at hvis det var den vej jeg ønskede at gå, så skulle jeg vide, at der var mange gode folk, der gerne ville hjælpe.

Bacheloren i optometri indeholder to længere praktikperioder, og med hans ord i bevidstheden har jeg gennem studiet været opsøgende på kurser og foreninger inden for det felt. Det mundede ud i to spændende praktikperioder inden for rehabilitering og træning. Det var første gang, at de to praktikværter havde haft studerende i praktik, så det var både lærerigt for mig, men også for dem. I dag arbejder jeg som specialiseret optometrist på et af de praktiksteder."

Q: Hvad ville du gerne være da du var yngre og hvordan passer det med det du laver i dag? 
A: "Da jeg var yngre, ville jeg gerne være diætist, fordi jeg var meget interesseret i ernæring og træning. Og hvis jeg ikke kunne det, ville jeg være sociolog. Som optometrist, har jeg mulighed for at dyrke min interesse for naturvidenskab, samtidig med at jeg får mulighed for at arbejde med mennesker. Det jeg laver i dag, passer rigtig godt til de interesser jeg har." 

Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som optometrist hos AP synspleje ved Anne Preisler? 
A: "En typisk dag for mig indeholder ofte synsunderøgelser og behandling af patienter med forskellige typer af synsrelaterede problematikker som ondt i hovedet og træthed ved læsning, hvor briller ikke er nok. Derudover kan der i løbet af en dag være rapportskrivninger. Vi har også indlagt tid til selvstudier og faglige diskussioner med oplæg om emner, som optager os. Der er jævnligt kurser gennem arbejdspladsen, og selvom jeg ikke længere er studerende, har jeg hos Anne fundet et arbejde med en utrolig høj faglighed, hvor jeg fortsat har oplevelsen af at kunne fordybe mig - på samme måde som på studiet. Der er afsat en del tid i løbet af arbejdsugen til videreuddannelse og selvstudier, og det er helt nyt og et stort privilegium, at det er legitimt at ”nørde” mit fag. Samtidig er det en arbejdsplads med højt til loftet og med tid til at se og høre mennesket der kommer ind. Fagligheden og menneskesynet på min arbejdsplads gør mig enormt stolt af at arbejde hvor jeg gør."

Q: Hvad er det bedste ved din karriere? 
A: "Det bedste ved min karriere er, at jeg har et arbejde som kombinerer mine interesser for natur-, human- og samfundsvidenskab. Jeg har en karriere, hvor jeg kan ”nørde” og samtidig omsætte det til noget konkret og konstruktivt i løbet af min arbejdsuge. Det bedste ved min karriere er, at det er meget meningsfuldt det jeg laver."

177331694 10224115944549422 131077080671166007 n

DET PERSONLIGE... 

Q: Kan du fortælle os en sjov/anderledes ting om dig selv, og hvordan du bruger den i dagligdagen? F.eks. En kompetence eller en ting kun få kender til.  
A: "Jeg er meget nysgerrig, så jeg spørger meget og er meget opsøgende på ny viden. Jeg ved nok en lille smule om mange ting, så det gør det nemmere og mere spændende at snakke med så mange mennesker som jeg snakker med i løbet af en dag."

Q: Hvad er din favoritbog at læse eller podcast at lytte til? 
A: "Jeg er rigtig glad for fagbøger og biografier, hvor man kommer tæt på mennesket i bogen. Min favoritbog er Ringenes herre, som er en velskrevet og fremragende bog."  

Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?
A: "Jeg er mest stolt af min præstation som far. Det er en enorm glæde, og jeg tror ikke, at der findes nogen større oplevelse, end at opleve den ubetingede kærlighed der er til ens børn."

Q: Hvis du kunne vælge at gøre hvad som helst i løbet af én dag, hvad ville du så vælge at gøre, og hvorfor?
A: "Hvis jeg selv kunne vælge hvad jeg ville lave i løbet af en dag, ville jeg bruge dagen sammen med min smukke og søde kone og vores dejlige piger. Min kone er også min bedste ven og hun er altid støttende og opmuntrende. Om aftenen når børnene var lagt i seng ville jeg sidde med en god øl og læse en interessant (fag)bog. Hvis jeg havde tiden, ville jeg klemme et spil fodbold ind i fodboldklubben, og måske en forelæsning om retinas 10 lag hos Lars Bo :)"

Q: "Hvis du kunne spise middag med fire personer, levende eller døde, hvem ville du så vælge, og hvorfor?"
A: "Hvis jeg kunne, ville jeg spise middag en sidste gang sammen med min farfar og farmor og mine to piger. Farfar døde for et år siden efter længere tids sygdom og smerter. Selvom den sidste tid var meget hård for ham fysisk og psykisk, var den gensidige kærlighed til familien, en medvirkende årsag til at han følte sin tilværelse værdifuld til det sidste. Når livet blev for hårdt, tog farmor fotoalbummet frem med billederne af pigerne, og gav det til ham. Og når han sad der med billederne af dem, kunne han ikke undgå at smile, og så blev de hårdeste perioder lidt nemmere at komme igennem."